Børge Mogensen
Børge Mogensen var møbelarkitekten, der satte kvalitetsmøbler til fornuftige priser ind i danske hjem som leder af FDB's tegnestue i 1940'ere. Fra sin private tegnestue forsatte han med at skabe nogle af 1950'erne og 1960'ernes mest anerkendte klassikere. Og der er nok at vælge imellem, for an var produktiv som få. Ideerne kom til ham på alle tider af døgnet og blev nedfældet tændstikker, servietter, halvkrøllede kuverter, eller hvad der nu var ved hånden.
Hans livslange mission var at skabe enkle, praktiske møbler, der skulle være så tilpas beherskede, at de ikke dominerede menneskets frie livsudfoldelse. Han kritiserede de af hans kolleger, der jagtede modeluner, ignorerede brugsværdien eller gik på kompromis med den langsigtede holdbarhed. Selv brugte han begrænsningen som kreativt værktøj, og han afveg derfor sjældent fra at anvende massivt træ - et materiale, han elskede i alle dets afskygninger.
Når man siger Børge Mogensen, er man nødt til i samme åndedrag at sige Andreas Graversen. Designer og producent er altid afhængige af hinanden, men i de to herrers tilfælde var Andreas Graversens overtagelse af det daværende Fredericia Stolefabrik i 1955 startskuddet til et mere end fagligt samarbejde. Det udviklede sig til et stærkt venskab baseret på deres fælles ønske om at skabe rationelle møbler, der var bygget til holde i mange år - både æstetisk og fysisk. De to var arbejdsomme og passionerede, så det gik sjældent stille af sig.
Lige så diciplineret og målrettet Børge Mogensen var med sit arbejde, lige så stort et levemenneske var han. Børge elskede at sidde oppe hele natten med gode venner, cigarer og vin, og han kunne blæse enhver bagover med sit rasende nærvær. Men uanset hvor sent det blev, var han altid tilbage på tegnestuen næste morgen.