Arne Jacobsen

DESIGNER : Arne Jacobsen (1902-1971)

Samarbejdet mellem Arne Jacobsen og Fritz Hansen går tilbage til 1934. Men det var først i 1952, at gennembruddet kom med Myren™. Den blev efterfulgt af Serie 7™ i 1955, hvormed han og Fritz Hansen skrev deres navne ind i møbelhistorien. Arne Jacobsen var særdeles produktiv både som arkitekt og designer. Da Arne Jacobsen i slutningen af 1950erne designede Royal Hotel i København, designede han samtidig Ægget™, Svanen™, Svanen™ sofaen og Serie 3300™ til samme projekt. Arne Jacobsen var og er en beundret og fremragende designer. Betydningen af Arne Jacobsens bygninger var knap så værdsat, men hans møbler og andre designværker er blevet nationalt og internationalt folkeeje. 
 

Den visionære Arne Jacobsen udnyttede mulighederne inden for laminering til at opnå et perfekt resultat, som gav stolen dens ikoniske form. Arne Jacobsens 7’eren er langt den mest solgte stol i Fritz Hansens historie og måske i møbelhistorien. Den formpressede finérstol er en videreudvikling af den klassiske stol Myren™. Den 4-benede stabelbare stol kan ses som kulminationen af lamineringsteknikken – en teknik, der blev forfinet til perfektion i 1920erne og 1930erne af Søren Hansen, sønnesøn af grundlæggeren Fritz Hansen.